Hoppeborgene kører kun indendørs lige nu – hal, sal, institution og foreningslokale. Udendørs borge er tilbage til foråret. Alt det andet leverer vi hele vinteren til indendørs brug – udendørs aftaler vi fra gang til gang efter vejret. Ring 22 46 26 95, så finder vi ud af det.
Den naive version af en rodeokonkurrence er, at den, der holder sig på længst, vinder. Den går i stykker efter en halv time, fordi alle finder ud af, at man vinder ved at vælge den langsomme indstilling og klamre sig fast i et halvt minut. Det er kedeligt at se på, og det er kedeligt at gøre.
Løsningen er at gange sekunderne med sværhedsgraden, så en kort tur på hårdt niveau kan slå en lang tur på det langsomme. Rytteren vælger selv niveau, før turen starter, og dermed vælger han selv, om han vil spille sikkert eller gå efter sejren. Det er det valg, der gør konkurrencen sjov – og det, der får folk til at bede om en tur mere.
Her er skemaet. Skriv det op på en tavle eller et stykke pap ved pulten, så alle i køen kan se, hvad de går efter, mens de venter.
| Regel | Point |
|---|---|
| Hvert fuldt sekund på ryggen | 1 point |
| Niveau 1 – langsom | point × 1 |
| Niveau 2 – mellem | point × 3 |
| Niveau 3 – hård | point × 6 |
| Begge hænder holder fast hele turen | træk 5 point fra |
| Turen stoppes efter 30 sekunder | Ingen point efter det |
Multiplikatorerne er valgt, så de tre niveauer giver nogenlunde lige mange point, hvis man rider efter evne. Det er med vilje: så kan en forsigtig gæst på niveau 1 faktisk nå toppen af listen, men kun ved at holde sig på i næsten hele det halve minut, og en vovehals på niveau 3 kan slå hende på seks sekunder.
Regn igennem én gang med jeres egen tavle, inden I starter, så den, der skriver, er sikker. Udregningen tager under fem sekunder, når man har set den et par gange, og det er vigtigt, at den går hurtigt – køen venter.
Farten sidder på kontakten ved pulten, og den voksne, der står der, skruer op og ned fra rytter til rytter. Til en konkurrence er det en fordel at aftale tre faste indstillinger på forhånd og holde sig til dem, så pointene betyder det samme hele dagen. Den, der står ved pulten, skal kunne genskabe niveau 2 lige præcis, uanset om det er rytter nummer fire eller nummer fyrre.
Sæt niveauerne, mens vi gennemgår betjeningen ved opsætningen – så har I en halv time, hvor ingen kigger, til at prøve dem og finde de tre, der passer til jeres selskab. Et firmahold i trediverne og et efterskolehold skal ikke nødvendigvis have de samme tre.
Og en ting, som den ved pulten skal have at vide højt: niveauet skrues ned, hvis rytteren ser usikker ud, også midt i en tur. Det koster rytteren pointene fra det valgte niveau – men det er den rigtige beslutning, og ingen i køen brokker sig over den.
| Niveau | Sådan kører tyren | Hvem vælger det |
|---|---|---|
| 1 – langsom | Rolige, forudsigelige sving til samme side | Første tur, større børn, dem der aldrig har prøvet |
| 2 – mellem | Hurtigere skift mellem siderne, stadig med rytme | De fleste voksne, når de har haft en opvarmningstur |
| 3 – hård | Korte ryk uden rytme, skifter retning uden varsel | Dem der selv beder om det, og finalisterne |
Individuelt er fint op til omkring 20 deltagere. Er I flere – en byfest, en firmafest med afdelinger, en efterskole – så kør hold. Det løser to problemer på én gang: alle får en tur, og de, der ryger af efter to sekunder, er stadig med i noget, fordi holdets samlede score tæller.
Formatet, der fungerer bedst, er fire til seks personer pr. hold, hvor alle kører én tur i grundrunden, men kun holdets tre bedste resultater tælles. Så kan en enkelt dårlig tur ikke ødelægge noget for nogen, og de, der ikke tror, de kan, tør alligevel vælge niveau 2. Giv holdene navne, inden I starter – afdelingen, gaden, årgangen – det får folk til at heppe på hinanden i stedet for bare at vente på deres egen tur.
Med seks hold à fem personer er det 30 ture i grundrunden. Hver tur tager halvandet til to minutter inklusive op og ned af ryggen, så regn med 50-60 minutter til grundrunden, og læg et kvarter til finalen. Det er en time og et kvarter i alt, og det passer godt ind mellem spisning og musik.
Det, der dræber en rodeokonkurrence, er ikke reglerne – det er de tomme halve minutter, hvor ingen ved, hvem der er næste rytter. En omgang på tyren varer sjældent mere end et minut, så hvis skiftet mellem rytterne tager to, bruger I mere tid på at vente end på at se nogen ryge af.
Løsningen er tre personer med hver sin opgave og en liste, der er skrevet, før I starter. Den, der råber op, kalder altid to navne: den, der skal op nu, og den, der skal stå klar ved kanten af måtten. Så er der aldrig et øjeblik, hvor man leder efter nogen i mængden.
Hold selve listen simpel. Et stykke papir med navn, niveau, sekunder og point i fire kolonner er nok, og den, der skriver, skal kun skrive tal – ikke regne på, hvem der fører. Det tjekker I mellem runderne, ikke mens tyren kører.
En konkurrence uden en afslutning får folk til at gå hjem i småt tempo, og så ved ingen, hvem der vandt. Lav derfor en finale, og sig, hvornår den er, allerede da I råber den første rytter op. Et klokkeslæt annonceret tidligt er det, der får folk til at blive stående.
Formatet er enkelt: de fire bedste fra grundrunden – eller de to bedste hold – kører én tur hver på niveau 3, og de point gælder alene. Ingen point slæbes med fra grundrunden, så alle fire har en reel chance, og de, der har set på hele aftenen, kan følge med uden at skulle huske nogen tal. Står to lige, kører de en tur mere, stadig på niveau 3.
Kår vinderen med det samme, og gør det højt. Har I en præmie, så lad den være lille og konkret – en pokal fra genbrug, en kasse øl, æren som årets rytter på skiltet i klubhuset. Pointen er kåringen, ikke præmien.
Bagefter er der altid nogen, der vil prøve igen uden at det tæller. Lad dem, hvis I har tyren resten af døgnet og en voksen, der stadig vil stå ved pulten. Det er den del af aftenen, hvor de, der ikke turde før, kravler op.
Her er alt det, der skal være på plads, før første rytter kommer op. Det er den liste, en festudvalgsformand kan printe og sætte i lommen – resten af guiden kan man læse hjemmefra, men denne skal med ud på pladsen.
Vi sætter tyren op på cirka en halv time, og i den halve time kan I lige så godt få tavlen skrevet og niveauerne fundet. Så er I klar i samme øjeblik, som vi er.
Den første er at lade den første rytter være den modigste. Han vælger niveau 3, ryger af efter to sekunder, og så tror de næste tyve i køen, at det er umuligt. Start med en, der kan holde sig på i tyve sekunder på niveau 1 – så kan de andre se, hvordan man sidder, før de selv skal op.
Den anden er at lade pointene afhænge af, hvor hurtigt den med stopuret reagerer. Aftal på forhånd, hvad der udløser stop: rytteren rammer måtten. Ikke det øjeblik, hvor han begyndte at glide. En fast definition, sagt højt én gang, afgør alle diskussioner resten af aftenen.
Den tredje er at køre konkurrencen for længe. Tyren står hos jer et helt døgn, og den behøver ikke køre konkurrence hele tiden. Kør grundrunde og finale på halvanden time, mens folk er friske, og lad den så stå til fri afbenyttelse bagefter. Så husker alle, at det var sjovt – i stedet for at huske, at der var kø.
Regn med halvandet til to minutter pr. rytter inklusive skift. Tredive deltagere i grundrunden bliver cirka en time, og med en finale for de fire bedste er I færdige på en time og et kvarter.
Sjældent mere end et minut, og de fleste er af inden for de første sekunder, første gang de prøver. Derfor er 30 sekunder en god grænse at stoppe turen ved, når I kører konkurrence – så flytter køen sig.
Ja, og det er netop derfor, pointene ganges med niveauet. Et større barn kan tage niveau 1 og alligevel nå højt på listen, hvis han holder sig på længe. Vil I være sikre, kør to lister – en for børn og en for voksne.
I gør det selv. Vi leverer tyren, sætter den op og gennemgår betjeningen, og så er det jer, der kører programmet. Alt, det kræver, er en telefon med stopur og en person, der ikke har andre opgaver.
Skriv dato, adresse og antal børn, så svarer vi samme dag med model og samlet pris. Eller ring på 22 46 26 95.